NÄh, vi er her stadig vÊk, pÄ bloggen.
Vores lille bog, Jeg er ikke her, udkommer den 31. august – om sĂ„ uendelig fĂ„ dage. Samme dag er vi mĂ„nedens forfattere pĂ„ Hovedbiblioteket pĂ„ Krystalgade noget. Der er ogsĂ„ lidt vin og hallĂžjsa bagefter – I skal endelig komme.

Men indtil videre er vi gasblĂ„ i hovedet af nervĂžsitet – bliver det aldrig bedre? NĂ„r man enten er formĂžrket og forbitret af skuffelser, rig og pĂ„ dĂŠkket af en forblĂžffende lang yacht – eller dĂžd?

SKĂ„l og velkommen til!

Det er med skam at melde, at vi har ladet vores blog ligge brak sĂ„ lĂŠnge. Det er pinligt og en fejl. Men nu har vi indstillet os pĂ„ de nye tider med de nye, hurtigere medier, og for fremtiden kan man finde os – og ogsĂ„ gerne blive venner med os! – pĂ„ facebook som Dorph Pasternak, hvor vi vil komme med et pip ind imellem og lĂŠgge godbidder ud om 1980′erne og om vores nye historiske krimi, Jeg er ikke her, som er sat til at udkomme 31. august. Vi ses!

Afgrundens rand udkom i Sverige helt tilbage i oktober, og vi har forsĂžmt at linke til anmeldelser mv. (som vi i det hele taget pinligvis har forsĂžmt den her blog). Men jeg har skrevet digte (udk. 25. marts), og Simon skriver pĂ„ en film om Spies og Glistrup med Christoffer Bo. Men nu gĂ„r den ikke lĂŠngere, vi er tilbage pĂ„ bloggen, og vi SKAL altsĂ„ til at skrive pĂ„ bogen, pĂ„ Dark Lady, som bliver den store onde labyrintiske 80′er krimi med aidsramt Abu Nidal-agent (aka den libanesiske prinsesse aka leoparden), en haitiansk zombi, en kokainhungrende yuppie, der hedder Claus, en ĂŠldre aristokratisk egypter (der er mossadagent), en grĂŠsk-tysk vĂ„benhandler med psoriasis, Gotland, Beirut, en fĂžlsom digter og en smuk ung kvinde, Rikke og hendes evnesvage bror (eller sĂ„dan noget lignende)! I mellem tiden (mens vi ikke engang har vist 80′er pausefisk pĂ„ bloggen) har vores bog vĂŠret pĂ„ vej ud i Norge (snart!) og Tyskland /18. maj, og vi har vĂŠret i Frankfurt og lĂŠse op og boet i en lejlighed i (selveste) Suhrkamp-bygningen med reoler fulde af Insels og Surkamps klasssikerserier! HA!
Her er forelÞbig omslagene til de tre udenlandske udgaver (som pÄ tysk altsÄ hedder Der deutsche Freund, kongenialt oversat af Ulrich Sonnenberg).



Simon og jeg har skrevet den her novelle, Australien, som bidrag til en antologi, der skal oversÊttes til amerikansk og udgives i staterne. De andre bidragydere er Georg Ursin, Gunnar Staalesen, Klaus Rifbjerg, Naja Marie Aidt m.fl. (det fine selskab). Men nu har vi lavet den her historie, som skal foregÄ pÄ Vesterbro. Hver forfatter har fÄet tildelt et distrikt (sÄ vi ikke drÊber hinandens personer ved en fejl, velsagtens), og drengene (fra nordkysten) fik naturligvis stenbroen. Men novellen tager sin begyndelse pÄ et rastepladsbordel i Swinouscje i Polen hos bordelmutter Reda. Vi synes, der mangler et eller andet, den er ikke i skabet endnu, sÄ derfor vil vi meget gerne have noget kritik og nogle kommentarer. Giv os noget kritik. Vil I ikke nok!?

australien.doc

NĂ„r man som drengene stĂ„r foran et bjerg af research i voodoo (eller vodou som JĂžrgen L kalder det) og bĂŠvere og konspirative lejligheder og deaddrops og Norge og skal kunne samle en beretta med tĂŠnderne med hĂŠnderne pĂ„ ryggen, kan man bare blive sĂ„ misundelig pĂ„ Klaus HĂžeck, der slipper af sted med fĂžlgende (bemĂŠrk det glimrende, virkelig flove og slappe “Og sĂ„dan noget”):

hvid din hÄnd og rÞd din hvad er
det nu det hedder mund min elskede
som roserne ude pÄ heartland
der hvad er det nu det hedder blomstrer
netop nu og sÄdan noget I never
promised you a rose garden men her hvad
er det nu det hedder er den sÄ

Han skilte hvad er det nu det hedder ad, klikkede hvad er det nu det hedder i kammeret, tog ladegreb og sÄdan noget, vÊrsgo.

Anita Brask Rasmussens glimrende HĂ„nden over Ole udkom i dag, og vi fik lov til at lĂŠse med og kommentere den pĂ„ Informations debatsider. De fleste anmeldere (bortset fra Johs. H. Christensen i JP, der blindt forsvarer Wivel) taler pĂŠnt om bogen, men bagatelliserer sagen. Tezlaff i Pol. og Johs. H. kĂžrer i cirka samme rille som Rifbjerg m.fl.: der er ikke noget at komme efter, ikke noget at lĂŠre af det, det er en privat historie, andres snavs, som vi ikke skal blande os i, motivet er at hĂŠvne sig pĂ„ manden osv. Arne Hardis i Inf. er anderledes klar i mĂŠlet: ‘At afslĂžringerne af Wivels fortid skulle have med dagens hĂžjre og venstre eller med svinske og hadefulde budbringere at gĂžre er en fattig og jammerlig analyse. Wivels dybeste tragedie har jo ikke vĂŠret engagementet i Ringen, men hĂ„ndteringen af hemmeligheden gennem et langt liv.” Ja, netop. Og netop derfor synes jeg, at de, der forsvarer Wivel, har en meget dĂ„rlig sag, og det gĂŠlder sĂ„vel Bente Hansen, Rifbjerg og BrostrĂžm, som de nĂŠvnte anmeldere. For hvad er det egentlig, de forsvarer ham imod? Der er jo ingen – som ABR uforfĂŠrdet konstaterer – der har pĂ„stĂ„et, at Wivel var nazist, mens mange har travlt med at sige, at han ikke var det. Og hvem skulle have behov for at hĂŠvne sig? HĂžjreflĂžjen? HunosĂže pga. en eller anden tvist med Wivel i Det Danske sprog og Litteraturselskab? Helt ĂŠrlig! Og hvem kan i dag have ondt af, at Wivel sad i Russell-tribunalet og Algier-komiteen?? Nej. Det handler om endnu engang at tysse og dysse sagen ned og at sige fy fy skamme til de formastelige. Men faktisk har det jo haft den modsatte effekt. Og til dem, der bagatelliserer: Ole Wivel gik over stregen, da han pressede Erik Johansen til omstemme sig og tage til Østfronten, bĂ„de brevet og digtet Korset er skrĂŠmmende lĂŠsning og et eksempel pĂ„, hvordan han ifĂžlge vennerne kunne vĂŠre dybt moralsk pĂ„ andres vegne. Er det en bagatel? Hvorfor tog han ikke selv af sted? Og til dem, der jamrer over, at Wivel-historien kĂžrer igen igen: Det ER en god historie, den har det hele, som vi skriver i Inf. i dag : “Hvorfor skal man undgĂ„ det skandalĂžse, monstrĂžse, largerthanlife, det beskift og saftige, den grove cocktail af magt, elite, lĂžgn, bedrag, nazisme, VedbĂŠk, Østfronten osv.?”.
Interviewet med Tage Skou-Hansen er bogens clue. Han fortĂŠller om et livslangt venskab med Wivel, hvor han selv var parat til at tilgive, men sĂ„ gik manden fuldstĂŠndig i baglĂ„s, og det smadrede deres venskab til slut. Lad os give den gamle modstandsmand det absolut sidste ord om Wivel: “Det var ham selv, der benĂŠgtede sandheden, og det var ham selv, der er skyld i, at historien bliver stĂžrre, end den er”.

P.S. LĂŠs vores indlĂŠg i Inf. her: Din ĂŠrelĂžse skygge som intet fortryder

PĂ„ torsdag den 18. september udkommer Anita Brask Rasmussens bog HĂ„nden over Ole, og det er en interessant bog. Den tager udgangspunkt i Erik Knudsen, Klaus Rifbjerg, Torben BrostrĂžm og Bente Hansens solidaritetslĂŠserbrev (16.10.07) til sĂžstrene Wivels lĂŠserbrev i anledning af “en vis bog”, nemlig Afgrundens rand. Anitas bog handler ikke om selve Wivel-sagen, her opsummerer hun de kendte fakta, men pĂ„ en god og overskuelig og herlig uforfĂŠrdet mĂ„de, hvis man har glemt dem. Bogen bestĂ„r fĂžrst og fremmest dels af dramatiserede interviews med JĂžrgen HunosĂže (der guddĂždeme brĂŠndte sine kopier af Erik Johansens breve og digte i efterĂ„ret 2007 og som der stĂ„r “kun kan tale om sagen i to timer, sĂ„ mĂ„ han tage en pause”), interviews med de tre overlevende underskrivere – hvorfor bliver de ved med at forsvare Wivel? Og sĂ„ til sidst et herligt fund, interviewet med Tage Skou, der (som sĂŠdvanlig) har fat i en lang ende.

At lĂŠse interviewene med specielt BrostrĂžm og Rifbjerg er interessant lĂŠsning, nej, det er virkelig interessant og mĂŠrkelig lĂŠsning …

Læs resten af ‘HĂ„nden over Ole’

Lars Bukdahl har i dag en aversion mod den omsiggribende plotning i dansk litt. Der fanger ham mig i at blive en anelse patetisk pÄ plottets vegne (Paul lacoursk sgu og det er da en skÊbne vÊrre en SkÊbnen) i en artikel i det sidste nummer af Den BlÄ Port.
Vil plottet redde verden? Nej det vil det nok ikke, men mÄske er der nogen, der kunne tÊnke sig at lÊse artiklen.
Den kommer her: Læs resten af ‘Du var vidaaben, da Historien kom til dig’

NÄh, et hurtigt bud pÄ fÞrste klip i vores Copenhagen Noir-novelle.

SPURVE SÅ STORE SOM HØNS SANG SÅ DET RUNGEDE

- Skal jeg?
- Du kender Reza.
Han rejste sig og tog stanniolen i skuffen, hev et stykke af, pakkede fÄrepÞlsen ind, slog knude pÄ plasticposen med rugbrÞdet og lagde den i brÞdkurven, men ombestemte sig og smed den i skraldespanden, det kan alligevel ikke holde sig. Han Äbnede kÞleskabet og opdagede glasset med saltagurker. Hvordan kunne han glemme dem? Den grove Opole-sennep, saltagurk. Han tog dem ud med den frie hÄnd, skruede lÄget af, havde hÄnden dernede, rÞret mellem skulder og hage.
- Ja?
- Nu, Marek.
Han lod agurkerne stÄ pÄ kÞkkenbordet.
Fuck hende. Fuck hende og hendes forpulede spasserkĂždpirogger og pis.
Han besluttede sig for at hente mappen fÞrst. Han satte mobilen pÄ lydlÞs, han kunne hÞre Piotr banke i lommen, da han drejede ind til Lech, men han tog den ikke.
- Hvor?
- KĂžbenhavn. Det hele ligger i mappen.
Lech skubbede den tvÊrs over bordet. Han Äbnede den og sÄ hurtigt pÄ et par af billederne.
- Og de er nye?
- Uhum.
- C-4’eren – den ideelle familiebil.
- Uhum. Men det er ikke hans kone.
Lech sad pĂ„ hug med ryggen til, han kunne se sprĂŠkken og rĂžvskĂŠgget. Lech kĂžbte altid sine T-shirts for korte. Den her var gul. Lechs rĂžv var ogsĂ„ gul. Nu kom han op, lagde en stofpose pĂ„ bordet, han har slĂ„et slĂžjfe pĂ„ den, som om det er en madpakke, bĂžssekarl, og knaldede en ĂŠske 9mm’ere i glaspladen.
- Du har da ikke stadigvĂŠk den gamle fiskekniv?
- Lige her.
- Hun gider ikke det svineri.
- NĂ„h.
- Ja, jeg er sgu da ligeglad, bare du kvitterer.
- O.k.
Marek slog .44’en – noget billigt kinesisk biks, for hidsig, for uprĂŠcis – mod skĂŠret pĂ„ en gravko ved udgravningen bag ved Lechs, han gik omrĂ„det igennem med sin maglite bagefter, fik alle stumperne op i posen og kylede den i kanalen. SĂ„ gik han over til sin vogn, tog billetterne og passet, lagde billederne og kortet tilbage, smed dem ind i Lechs postkasse.
Han kunne godt huske det fjĂŠs.
Hun havde et lille ar pÄ overlÊben. Hun sÄ fin ud. Gylden hud, lyse fregner.
Han var gul. Han mÄtte vÊre polak.




Køb bøgerne

Om bloggen

Christian og Simon skriver pÄ deres tredje krimi, Dark Lady. Her pÄ bloggen kan du fÞlge med i deres arbejde med romanen, du vil kunne lÊse udkast til kapitler og afsnit og kommentere pÄ dem.

Spørg forfatterne

Har du noget, du gerne vil spørge Christian og Simon om? Skriv en mail til dem.


RSS

Hvis du er interesseret i at følge med i, hvad der sker her på bloggen, kan du melde dig til bloggens RSS feed.

RSS feed