For at se denne side korrekt skal du opgradere din Flash Player. Opgrader din Flash Player

HISTORISK BAGGRUND

Gidseldrama i Stockholm 1975

Kort efter kl. 12 fredag den 25. april 1975 besatte seks terrorister den vesttyske ambassade i Stockholm og tog 11 ambassadefolk som gidsler. De kaldte sig Kommando Holger Meins, opkaldt efter et RAF-medlem, der tidligere på året var død under en sultestrejke i Stammheimfængslet i Stuttgart. De krævede 26 fanger i vesttyske fængsler frigivet samt de fire resterende fanger i Stammheim, hele den første generation af RAF, Ulrike Meinhof, Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe.

I den første tumult, hvor det svenske politi prøvede at skyde gaspatroner ind i ambassaden, skød terroristerne militærattacheen Baron von Mirach.

Det blev i løbet af aftenen klart, at den tyske regering ikke ville gå ind på gidselstagernes krav, i modsætning til en gidseltagning i Berlin to måneder før, hvor CDU-politikeren Peter Lorenz blev kidnappet og udvekslet med fem fængslede venstreterrorister fra 2. juni-bevægelsen.

Da beskeden nåede ambassaden, skød gidseltagerne endnu et gidsel, erhvervsattacheen Dr. Hillegaart.

Kort før midnat eksploderede en række sprængladninger, endnu et gidsel og en terrorist døde.

I den efterfølgende efterforskning blev det klart, at terroristerne måtte have haft et større skandinavisk netværk til rekognoscering, fremskaffelse af biler og konspirative lejligheder, da en så stor aktion ikke kunne løbe af stablen uden lokalkendskab. De svenske og muligvis danske medskyldige er aldrig blevet fundet.

Venstrefløj

70’erne åbnede en Pandoras æske af småpartier og fraktioner på den yderste venstre-fløj.

VS (Venstresocialisterne) blev rugekasse for mange fraktioner og uenigheder. Blandt de såkaldte ML-grupper (Marxister Leninister) var der tre partier med næsten identiske programmer, som alle støttede Kinas og Albaniens kommunistiske partier: MLE (Marxistisk Leninistisk Enhedsforbund), KAm-l (Kommunistisk Arbejderparti marxister-leninister) og KFML (Kommunistisk Forbund Marxister Leninister). MLE, ledet af arkitekten Peter Arctander (der på B&W gik under øgenavnet ’Arkitektander’), opstod ud af den hårde kerne fra slumstormerbevægelsen. Partiet opløste sig selv i 1975 i erkendelsen af, at de havde handlet ’revisionistisk’ og sluppet de langsigtede mål for klassekampen af syne til fordel for nogle kortsigtede lønparoler under majstrejkerne i 74. Medlemmerne blev opfordret til at melde sig ind i KFML, der i 76 blev til KAP (Kommunistisk Arbejderparti) under ledelse af historikeren Benito Scocozza.

I DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) havde man ’demokratisk centralisme’ og derfor ingen fraktionskampe. Partiet var et af de mest sovejttro kommunistpartier i verden. De havde 7 mandater i Folketinget i 75, udgav et dagblad og havde succes med Land og Folk-festivalerne. Disciplinen, organisationstalentet og de klare faglige paroler gav kommunisterne lod og del i tidsånden i midthalvfjerdserne. DKP og DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom) sad f.eks. tungt på magten i enkelte fagforbund og i de nye faglige ungdomsorganisationer. Siden dominerede de fredsbevægelsen. Ib Nørlund (1917 – 1989!) var grå eminence og ideologisk leder. Han var nevø af Niels Bohr og selv atomfysiker, men som akademiker kunne han ikke blive formand i partiet.

Brede typer

1970’erne var i Danmark en tid med brede, brovtende, folkelige typer, der bragede igennem og stadig gør tiden meget tydelig. Man behøver bare at sige marcipanbrød på bornholmsk for at få et indre billede frem. Her er nogle få:

Erik og Margit Brandt var arketypiske jetsettyper, hun var designer og han forretningsmand. De fik stor international succes med Margits modekollektioner og førte sig frem i lækkert tøj og var smarte med de kendte fra Bowie til Mick Jagger. De lever begge endnu.

Mogens Glistrup, 1926-, stifter af Fremskridtspartiet, der sammen med CD bragede igennem ved 1973-valget. Før det landets største erhvervsadvokat, der med over 90 advokater gav sine kunder en trækprocent på nøl (bornholmsk) ved at lave et skattecirkus med aktieselskaber med særprægede navne. Da han anmeldte aktieselskabet Dansk Kanel Import A/S og fik at vide, at man ikke kunne danne et aktieselskab baseret på et så klejnt produkt, omdøbte han det straks til Dansk Kamel Import A/S. Var glad for marcipanbrød, en politisk humorist og senere desværre vanvittig.

Erhard Jakobsen, 1917-2000, meldte sig ud af Socialdemokratiet i 1973 og dannede CD, der ved jordskredsvalget senere på året decimerede S, V og K. Kendt for sin uregerlige pandehårskrølle, sin entusiastiske stammen, udtrykket ”det har jeg aldrig sagt” og hans angreb på DR’s røde lejesvende. Før det var han borgmester i Gladsaxe og ægte højresocialdemokrat med en mønsterkommune med betonhøjhuse og herlige grønne områder.

Anker Jørgensen, 1918-, statsminister i en ubegribelig mængde socialdemokratiske mindretalsregeringer og en enkelt alliance med V op igennem 70’erne og begyndelsen af 80’erne, indtil han opgav ævred i 1982 og smed magten i hænderne på parfumesælgeren Poul Schlüter. Var i lommen på fagbevægelsen, presset af oliekrise, økonomisk afmatning og hård polarisering mellem en stor venstre- og højrefløj. Man kan ikke sige, han fik løst nogen vigtige problemer i sin regeringstid, gælden, renten, inflationen og arbejdsløsheden steg eksplosivt. Også kendt som den barberede Marx pga. af sit lille fipskæg i modsætning til Store Karls fuldskæg.

John Mogensen, 1928-1977, sangskriver med øltøndemave, stort schnurrbart og lædervest og hits som Fut i fejemøget, Så længe mit hjerte slår og Der er noget galt i Danmark, som han sang med en ordentlig cecilklat i svælget og med hård frasering.

Thomas Nielsen, 1917-1992, formand for LO 1967-1982 og arketypen på en forbenet fagforeningspamper med næver så brede som taskekrabber og massive briller og kongstanken om ØD, økonomisk demokrati, der ville have lagt den danske økonomi ind under LO’s kasserer. Havde Anker Jørgensen i sin hule hånd og umuliggjorde alle økonomiske reformer op gennem 70’erne.

Simon Spies, 1921-1984, dansk rejsekonge, der op gennem 60’erne sendte danskerne til grisefest i Sydeuropa og ellers gav den med julemandsskæg, morgenbolledamer, vittige kommentarer med gnægstemme og det såkaldte Dansk Psykedelisk Selskab, der på en verdensomsejling skulle prøve ALLE euforiserende og hallucinogene stoffer, og ende med det såkaldte japanske tredje øje, der ved at bore et hul i kraniet skulle give brugeren en sær rus. Det sidste opgav han dog. Barberede skægget af i marts 1975, døde i 1984 af skrumpelever, formodentlig med et smil på læben.

RAF. Rote Armee Fraktion

Venstreradikal terrorbevægelse, der også gik under navnet Baader Meinhof-Banden eller -Gruppen efter de to gruppemedlemmer Ulrike Meinhof og Andreas Baader. Andre oprindelige medlemmer var Gudrun Ensslin, Jan-Carl Raspe og Holger Meins. Gruppen bekæmpede det kapitalistiske og imperialistiske system og kaldte sig selv byguerillaer og nåede inden deres arrestation i 1972 at sprænge et par bomber i amerikanske militærforlægninger og komme i ildkamp med politiet, men brugte det meste af deres tid på at holde sig skjult, skaffe våben og stjæle BMW’er (også kendt i tiden som Baader-Meinhof-Wagen) og udsende kommunikeer, der blev læst med stor begejstring og interesse af den store venstrefløj i Vesteuropa. Det lykkedes den også at få Vesttyskland på den anden ende og næsten blive en politistat med intensiv registrering af venstreorienterede, Berufsverbot osv.

De blev indsat i det specialbyggede og topsikre Stammheim-fængsel i Stuttgart, hvor retssagen mod dem begyndte i maj 1975. Holger Meins døde under en sultestrejke i 1975, Ulrike Meinhof begik selvmord i 1976.

Anden generation af RAF lavede flere aktioner for at få fangerne frigivet, bl.a. gidseltagningen i Stockholm i april 1975 og senere i efteråret 1977 bortførelsen og drabet på arbejdsgiverformanden Schleyer og kapringen af et Lufthansafly. Da ingen af aktionerne lykkedes begik resten af gruppen selvmord.

RAF og deres forhold i Stammheim-fængslet var et af de store diskussionsemner i midt-70’erne, og Baader, Meinhof og Ensslin blev mytologiske figurer, fordi de tog konsekvensen af deres venstreengagement og ved den vesttyske stats modforholdsregler fik revet masken af det kapitalistiske system, der i virkeligheden var repressivt og fascistisk.'

Litterær avantgarde

’Den niende maj nittenseksoghalvfjerds./Her endte et liv uden magnolier/uden trøstens ord, uden sakramenter/alene i Stammheims betonsunivers’.

Således indleder digteren Klaus Høeck sine smukke og svulstige sonetter til Ulrike Marie Meinhof, der tog sit eget liv i fængslet dagen efter en mislykket flykapring i Somalia, der skulle have skaffet hele banden ud af fængslet. De røde terrorister blev af mange på venstrefløjen – uanset hvad man mente om deres metoder – betragtet som helte og blev ikoner for modstanden mod den kapitalistiske politistat med Berufsverbot, krise og ulighed. Klaus Høeck kaster mere brænde på det bål med sin pompøse hyldest:

’Der står omtalt i blade og aviser/at du er mordbrænder eller stjal en pung/men ikke at du forvandlede din ung/doms skygge til en blomst, Andreas Baader… Ribesbuskene står i flor som flammer/fra Helvedes eller Sodomas kammer’.

Selv sidder Høeck ved sit ’solitaire skak’, skakmat og udenfor og ’spiller mod døden’.

En anden avantgardekunstner, som også er ’udenfor’, men er helt upolitisk, er digteren og filminstruktøren Jørgen Leth. I sin pseudoantropologiske film ’Det gode og det onde’ fra 1975 inddeler han livet i kategorier, ’nødvendige’ vs. ’unødvendige’ handlinger etc. og eksemplificerer med stiliserede tableauer med lækre fotomodeller og skuespillere. Også i titeldigtet til samlingen ’Det går forbi mig’ fra 1975 betragter han livet på afstand, uden politiske gejst eller tro: ’ – Jeg tror ikke mennesket bestemmer nogetsomhelst – hverken menneskets fremtid eller nutid. Et univers af tilfældigheder? Jeg ved det ikke. Ukendte kræfter? Jeg hader at tale om det, for det har ingen mening’.

Porno

Det begyndte med Leo Madsen (kommunistsagføreren Carl Madsens adoptivsøn), der lavede en millionforretning ud af bladet Weekend Sex. Men midt i 70’erne blev han excentrisk, ansatte bl.a. en mand til at stoppe sin pibe og klattede sine penge væk på sprut og udenlandsrejser og på at støtte venstreorienterede bladprojekter som Hovedbladet og månedsbladet DET med Arne Herløv Petersen, Tine Schmedes og Jens Theander som redaktører.

Jens Theander drev sammen med sin bror firmaet Rodox, der i mange år var den største pornoproducent i Norden. De producerede 8mm film i 70’erne og solgte i en periode op til 4000 film om dagen, altså over en million om året. Rodox udgav også magasiner og slog gerne plat på tidens frisindsdrømme, f.eks. med bladet Hash Party (Full color – ganz in farben).

I 1972 ville Aller-koncernen også have del i rovet, og det fik de med Ugens Rapport, som havde Kurt Thybo, den senere sportschef på Ekstra Bladet, som chefredaktør. Thybo introducerede foretagendet med tre ord: vold, sex og krimi, og bladet kunne levere nøgne damer og kulørte tjubang-reportager, som havde mere tilfælles med Guiness Book of Records end nyhedsjournalistik.

Bøsser

Det var langt op i det tyvende århundrede svært at være bøsse. I 1961 kom Den grimme lov, der forbød købesex med mænd under 21, og i 1968 blev det endda forbudt for to mænd at give den på dansegulvet "i overensstemmelse med den blandt publikum herskende almindelige opfattelse må politiet anse det for stridende mod orden og sømmelighed, hvis 2 mænd danser med i hinanden i et offentligt danselokale". Politiets særlige korps under sædelighedspolitiet anholdt hundreder for onani på offentlige toiletter, forførelse af unge mænd, pornografi, pædofili, blufærdighedskrænkelser osv.

Først fra pornoens frigivelse i 69 og ungdomsoprøret kom der gang i sagerne, og bøssebevægelsen blev særdeles livskraftig og farvestrålende med lige dele læderoutfits, kønspolitisk bevidstgørelse, saunaer, basisgrupper og bekendelseslitteratur.

I 72 blev Bøssernes Befrielsesfront dannet, der blev holdt bøsseparader i København fra 1973, i 75 kom pladen "Bøsse" på gaden, en udvikling man kan følge i Christian Kampmanns trilogi Fornemmelser, I glimt og Videre trods alt (1977-80), der beskriver hele den famlende frigørelsesproces. I 80’erne kom Aids, og så var festen forbi.

Tvind

Skolesamvirket Tvind med Den Rejsende Højskole blev stiftet i 1970 og baserer sig på en maoistiske pædagogik, hvor praksis er vigtigere end teori, og hvor intellektuelle løsninger og tilgange forkastes.

I 70'erne sendte Tvind hundredvis af unge til den tredje verden i gamle ramponerede busser, som de selv skulle reparere på, og de grønne højskoleelever blev sat til at bore brønde og lave bistandsprojekter uden nogen forkundskaber.

Skolen fik en del positiv opmærksomhed i starten, men siden er det kommet frem, hvilket helvede man måtte igennem som elev på Tvind, og det var ikke pga. det hårde fysiske arbejde, den puritanske hverdag og de barske udfordringer; at skulle klare sig gennem Pakistans bjerge på en bøtte billige marmelade f.eks. Det, som knækkede folk, var den systematiske kritik og sindeslagskontrol og det massive gruppepres. En del Tvind-elever flygtede og blev senere opsøgt af Tvind og 'overtalt' til at vende tilbage.

I 70’erne kom der en del nye skoler til, bl.a. ’småskolerne’ for adfærdsvanskelige børn og Det Nødvendige Seminarium. Tvind fik opbygget en betydelig formue, som er placeret i ejendomme og i fonde. Akkumulationen er skabt gennem sparsommelighed, og fordi skolens lærere forærede omkring 80% af deres løn til Tvind som skattefrie gaver. Den ordning blev stoppet af en ny skattelov i 1985.

Staten har i flere omgange forsøgt at lægge hindringer i vejen for Tvind, med skatteloven i 85, med en særlov i 1996, som blev underkendt af Højesteret, og senest med retssagen mod Amdi, der blev anholdt i USA i 2002 efter at have været helt borte på mystisk vis over to årtier. Amdi og hans kumpaner er sigtet for underslæb og skattesvig i forbindelse med Tvinds humanitære fond, men bortset fra sekretæren for fonden, Sten Byrner, blev de anklagede pure frifundet ved retten i Ringkøbing den 31.08 2006.

Teatereksperimenter

Den 22. december 1974 kom en hær af julemænd i gavehumør og delte ud af varerne fra hylderne i Magasin på Kgs. Nytorv. Det var kulminationen på en uges aktionsteater mod arbejdsløsheden af gruppen Solvognen fra Christiania. Den såkaldte julemandshær havde også forsøgt at fjerne Arbejdsretten og besøgte skoler og arbejdspladser og lavede juleshow på Rådhuspladsen med en trojansk gås og en masse andre dyr, levende som ustoppede.

Solvognen (1969 – 1983) lavede flere spektakulære og veludførte happenings i 70’erne, blandt andet en fingeret Nato-øvelse i 1973 og et indianerangreb på Rebildsfesten i 1976. Gruppen havde en klar venstreorienteret agenda og holdt sig kørende på legesyg opfindsomhed, politiske budskaber og flad struktur.

I den anden ende af landet, i Holstebro grundlagde den italienske teatermand Eugenio Barba Odin Teatret. Barba var inspireret af den polske teaterpioner Jerzy Grotowski og blev selv et forbillede og inspiration for den eksperimenterede teaterscene fra tresserne og frem til i dag.

Den fysiske træning var nådesløs, Barba gik aldrig på kompromis med sine metoder og principper, og han skabte en række særegne og meget fysiske, ofte ordløse forestillinger, der tilmed havde hårde litterære præferencer og prætentioner. Forfatteren Peter Seeberg var bl.a. tilknyttet teatret som rådgiver.

Odin Teatret tog på turne i hele verden, og lavede, omtrent ligesom Solvognen, opsigtsvækkende gadeteaterforestillinger med masker, stortrommer, stylter og sære gebærder.