For at se denne side korrekt skal du opgradere din Flash Player. Opgrader din Flash Player

Om sitet

Hvordan skriver man en god kriminalroman? Hvordan får man det brutale dødsfald i en kælderhals, en kølig blondine og en usammenhængende vidneforklaring fra en evnesvag tankpasser til at blive til en velfortalt historie. Og hvad er i det hele taget et plot?

Det er nogle af de ting, vi vil forsøge at give et kvalificeret svar på her på vores krimisite!

At skrive kriminalromaner er vores metier, og at skrue et stærkt plot sammen er en fælles passion, vi har. Og da vi er to forfattere om det, har vi det med at diskutere alting, småskændes, tale i munden på hinanden, vende og dreje kendsgerningerne, fluekneppe detaljer, genfortælle anekdoterne og slå en skraldlatter op over den andens åndssvage idéer. Indtil det hele forhåbentlig går op i en højere enhed, så historie og plot kan skrives og afvikles og blive de skægge og effektive pageturnere, vi ønsker at lave.

En del af vores korrespondance og brudstykker af det løbende romanskriveri bliver lagt ud på vores weblog, og her er du velkommen til at byde ind og blande dig med kommentarer og gode råd. Eller bare at følge med i, hvordan bøgerne bliver til fra det første løse indfald, til romanen kommer i trykken og bliver sendt ud i landets boglader.

Den første roman foregår i 1975, bog nummer to udspiller sig i oktober 79, og det er planen, at vi bogstaveligt talt vil skrive os op igennem den sidste fjerdedel af det tyvende århundrede og fortælle noget regulær Danmarkshistorie også. På en anden og sjovere måde. Vi bruger meget tid på research og bruger gerne løs af historiske facts og lader virkelige personer indgå, for det meste under andre navne. Her på sitet vil vi løbende løfte sløret for, hvem og hvilke faktuelle begivenheder osv., vi er inspireret af.

Velkommen til Danmarks bedste krimisite. Rigtig god fornøjelse. Be careful out there!